I denne guide bygger vi en komplet agent i det nye Copilot Studio fra bunden: En HR-agent, der svarer på spørgsmål fra en medarbejderhåndbog og udkaster fri-anmodninger som færdige mails. Vi giver den instruktioner, knowledge og en skill, tester den i Preview, og publicerer den til Teams. Ingen topics, ingen dialogtræer.
Casen er den agenttype, jeg oftest møder efterspørgsel på i min undervisning: En intern håndbogsagent. Virksomheden her hedder Nordfalk og er fiktiv, men håndbogen er ægte nok, 25 siders politik med ferie, sygdom, barsel og en fri-anmodningsprocedure med otte obligatoriske felter. Hele bygget er også optaget som video, så du kan følge hvert klik.
Før du klikker: To ting fra de første artikler
To beslutninger er truffet, i det øjeblik du klikker på Agent-kortet, så de skal med her. For det første er valget af harness permanent: En agent bygget på GitHub Copilot-harnesset kan ikke konverteres til standard, og omvendt. Hvad et harness er, og hvad der ellers er nyt, står i Det nye Copilot Studio forklaret. For det andet betaler du, mens du bygger: Hver test-chat koster credits, før agenten overhovedet er publiceret. Satserne, købsmulighederne og en beregner finder du i prisguiden.
Er du med på begge dele, klikker vi på Agent-kortet på forsiden.
Trin 1: Navn, ikon og instruktioner
Det første, agenten skal have, er et navn og et ikon. Ikonet føles som en detalje, men det er det, dine kolleger ser i Teams senere, så brug ti sekunder på det.
Derefter det vigtigste felt i hele bygget: Instructions. Læg mærke til, hvad Microsofts eget pladsholder-eksempel beder om, nemlig rolle, afgrænsning, tone, og hvornår agenten skal stille spørgsmål. Det er ikke fyld, det er opskriften. Vores HR-agent fik disse instruktioner:
- You are the HR assistant for Nordfalk employees.
- Answer only from the employee handbook, and name the chapter your answer comes from.
- Be brief and friendly.
- If the handbook doesn't cover it, say so, and point to the right contact from chapter 16.
- Never guess.
To af linjerne trækker det tunge læs. "Name the chapter" gør hvert svar kontrollerbart: Agenten skal selv oplyse, hvor svaret kommer fra. Og "Never guess" viser sig at være forskellen på en brugbar HR-agent og en farlig en. Det tester vi om lidt.
Trin 2: Vælg modellen
I højre panel sidder noget, det klassiske Copilot Studio aldrig har haft: En modelvælger. Du vælger selv hjernen, fra GPT-modellerne til Claude-familien, hvor Claude Opus 5 i skrivende stund er standardvalget. Husk skellet fra første artikel: Modellen er hjernen, harnesset er alt udenom. Modellen kan du skifte senere, harnesset kan du ikke.
Vælg én, og gå videre. Modellerne ligger i forskellige prislag, men modelvalg er prisguidens territorium, ikke denne guides.
Trin 3: Knowledge, og den default du skal slukke
Lige nu ved agenten ingenting om Nordfalk. Under Knowledge uploader vi håndbogen som én PDF, og mens den indekserer, kommer guidens vigtigste enkeltklik.
Under Knowledge står "Search all websites". Den er slået til som standard på en ny agent, og den betyder: Når håndbogen ikke har svaret, søger agenten på nettet. For en HR-agent er det en fejlkilde, ikke en feature. Jeg vil have den til at svare fra vores politik, ikke fra et blogindlæg om en anden virksomheds ferieregler. Klik på krydset, og fjern den. Det er den ene default, jeg ændrer på stort set hver agent, jeg bygger.
Trin 4: Byg en skill
Kommer du fra det klassiske Copilot Studio, er det her, du skal omstille dig: Ingen topics, ingen dialogtræer. I stedet bygger du skills. En skill er tre ting: Et navn, en beskrivelse af hvornår den skal bruges, og instruktioner i almindeligt sprog. Resten regner agenten selv ud.
Vores agent skal kunne udkaste fri-anmodningen fra håndbogens kapitel 8, den med de otte obligatoriske felter, som medarbejdere alligevel udfylder forkert. Skillen hedder draft-leave-request-emails og fik disse instruktioner:
- When an employee wants time off, draft the leave request email to leave@nordfalk.com.
- Follow chapter 8: Include all required fields.
- In appendix A you will find an example of the leave request email.
- Ask for any missing field. Do not invent values.
Den sidste linje står der, fordi jeg har set agenter opfinde et medarbejder-ID med største selvfølgelighed. "Do not invent values" tvinger den til at spørge i stedet. Tools, Connected agents og Memory springer vi bevidst over: En første agent har ikke brug for dem, og Tools, hvor du kobler agenten på rigtige systemer, er sin egen video værd.
Trin 5: Test i Preview
Åbn Preview-fanen, og sig det med mig: Denne chat koster credits nu, selvom intet er publiceret. Det er vilkåret på det nye harness, så test med en plan. Jeg kørte tre spørgsmål, der hver tester sin del af bygget.
Test 1: Kan den svare fra håndbogen? "How many vacation days do I get?" Svaret: 30 betalte fridage om året, 25 feriedage plus 5 Nordfalk-dage, med kildehenvisning til kapitel 5. Slå selv op i håndbogen: Det passer. Det er derfor, instruktionerne kræver kapitelhenvisning, så du kan efterprøve hvert svar.
Test 2: Kan den sige fra? "What's the bonus structure at Nordfalk?" Det er en fælde: Håndbogen dækker bevidst ikke løn og bonus. Agenten opfinder ikke en bonuspolitik. Den svarer, at håndbogen ikke dækker det, og henviser til den rette kontakt fra kapitel 16. Det er "Never guess" og den slukkede websøgning, der arbejder sammen: En HR-agent, der gætter om løn, ender i et meget akavet møde.
Test 3: Virker skillen? "I want two weeks off in October." Agenten går i gang med mailudkastet, men stopper og beder om de felter, den mangler: Medarbejder-ID, orlovstype, præcise datoer. Den opfinder dem ikke, præcis som skillen kræver. Da felterne er leveret, står den færdige mail klar: Otte felter, korrekt modtager, samme struktur som håndbogens bilag A.
Vi har lige forvandlet et håndbogskapitel til en fungerende assistent. Det er hele idéen.
Trin 6: Publicér til Teams
Klik på Publish øverst til højre. Bemærk, hvad vi ikke har lavet: Ingen dialogtræer, ingen topic-triggere. Instruktioner, knowledge, én skill. Det var det hele.
Under kanalerne vælger vi Teams + Microsoft 365, for en intern HR-agent skal bo der, hvor kollegerne allerede er. Og ét råd her: Se på adgangsindstillingerne, og hold agenten for dig selv først. Test den i Teams, og del den så med organisationen. At publicere til alle på dag ét er den hurtigste vej til, at en slåfejl i dine instruktioner bliver en hel virksomheds problem.
Inde i Teams tilføjer du agenten og stiller den et sidste kontrolspørgsmål. Min var "When do I need a doctor's note?", og svaret kom prompte: Efter fem sammenhængende sygedage, kapitel 6. Samme agent, samme viden, der hvor folk faktisk arbejder.
Min anbefaling
Mønstret er værd at tage med videre: Instruktioner, knowledge, én skill, publicér. Start dér, ikke med et måneprojekt. Og byg din første agent i et udviklingsmiljø med en lille credit-tildeling, så du kan eksperimentere uden at skæve til måleren. En reel begrænsning skal du dog kende: Du kan i skrivende stund ikke se forbruget i realtid, mens du bygger, så notér dit credit-tal før og efter, hvis du vil kende prisen på dit byg. Regnestykket bag, og hvornår packs betaler sig, står i prisguiden med beregner.
Ofte stillede spørgsmål
Koster det credits at bygge en agent i det nye Copilot Studio?
Ja. På GitHub Copilot-harnesset afregnes der, fra det øjeblik du begynder at bygge: Hver test-chat i Preview koster credits, også før agenten er publiceret. At klikke rundt og konfigurere manuelt er gratis; det er AI-forbruget, der koster.
Skal jeg stadig bruge topics?
Nej. I det nye Copilot Studio er topics erstattet af skills: Et navn, en beskrivelse og instruktioner i almindeligt sprog. Agenten planlægger selv, hvornår en skill skal bruges, og hvordan opgaven løses.
Hvorfor skal jeg slå Search all websites fra?
Search all websites er slået til som standard på nye agenter. Det betyder, at agenten søger på nettet, når dine egne kilder ikke har svaret. For en agent, der skal svare fra jeres egen politik, er det en fejlkilde: Sluk den, og lad agenten sige fra i stedet.
Kan jeg skifte model senere?
Ja. Modellen vælges i højre panel og kan ændres, efter agenten er oprettet. Det er harnesset, du ikke kan skifte: En agent på GitHub Copilot-harnesset kan ikke konverteres til standard eller omvendt.
Dette er tredje og sidste del af serien om det nye Copilot Studio, men ikke det sidste byg: Tools, hvor agenten kobles på jeres rigtige systemer, får sin egen video. Den lander på YouTube-kanalen, samme sted som seriens øvrige videoer.